Villa Requiem er lidt anderles end mine foregående danske albums.

Hør selv på last.fm eller min MySpace-profil eller køb det på fx iTunes.

Hvis du vil en god gammeldavs CD, må du smutte ind og se musikteater- forestillingen “Villa Requiem” eller skrive til plex@plex.dk

Jeg har selv indspillet og produceret – i samarbejde med multi- instrumentalisterne Bebe Risenfors og Bent Clausen, der især er kendt for deres samarbejde med Tom Waits (Blood Money, Alice, Orphans, Woyzeck og The Black Rider), Elvis Costello (The Secret Songs) og Damon Albarn (Monkey Journey to the West) – og en helvedes masse andet. Nydeligt cv.

Og det kan høres: Musikalsk er jeg denne gang inspireret af så forskellige kunstnere som fx Beirut, Feist, Nick Cave, Cornelis Vreeswijk, Kaizers Orchestra, Bon Iver, Captain Beefheart, Lee Hazlewood, Kurt Weil, førnævnte Waits og et hav af andre – tilsat et lille skud elektroniske vitaminer.

Tekstligt minder Villa Requiem vist ikke om andre danske albummer. Jeg har skrevet sangene på baggrund af nogle af de 537 tekster i Peer Hultbergs monumentale værk Requiem fra 1985 – en roman fuld af rablende, pinagtige, ætsende og hylende morsomme ordstrømme om sex, død, misundelse og hvad der ellers måtte røre sig i og over underlivet.
Sangene fra Villa Requiem indgår i musikforestillingen af samme navn. Den har premiere på Københavns Musikteater Plex den 14. februar. Albummet udkommer samme dag. Udover Risenfors og Clausen medvirker Lotte Andersen, Benjamin Boe og Allan Klie.

Læs resten af: ‘Villa Requiem - nyt album og ny musikforestilling’

Jeg havde aldrig troet, det skulle lykkedes.

Ikke siden jeg vandt Ballerup Sportsfiskerklubs junior- mesterskab i medefiskeri i 1975, har jeg været så stolt.

Men takket være Charlotte Kastlings og Anne Marie Primdals afgangsopgave på journaliststudiet endte jeg altså på forsiden af alle raske drenge og pigers musikblad Gaffa.

Er nytåret ved at være overstået? Nå … Men jeg synger i hvert fald et par sange og klimprer på nogle instrumenter på Hans Sydows Nytårssange.dk. Som den kulturradikale (hvad betyder det forresten?) snob, jeg er, har jeg sat mig på to tekster af henholdsvis P.H. og Tom Kristensen. Hans har skrevet de fine melodier.

Min yndlings-italiener gennem mange år den super-produktive DJ med meget mere Alex Puddu har igen-igen lavet et album. Jeg var efterhånden den eneste smørtenor i kongeriget, der ikke havde medvirket på et af hans albummer, men denne gang har vi skrevet åbningsnummeret “All I Hear Is Noise” sammen. Desuden synger og spiller jeg diverse skrammel på det. Soundvenue skriver blandt andet: Kenneth Thordal starter fremragende med åbningsnummeret ‘All I Hear Is Noise. Gaffa er også i det muntre hjørne og skriver blandt andet: Albummet lægger sikkert ud med “All I Hear Is Noise” med Kenneth Thordal på vokal. Sangen sætter en sfærisk fremadrettet tone”.

Damebladet Politiken kører en artikel-serie under mottoet “Kendt guider til ukendt”. Efter medvirken af Tim Christensen, Sune Rose Wagner og Camille Jones løb redaktionen desværre tør for ægte kändisser og måtte ty til overtegnede. Læs her, hvorfor jeg anbefaler Bill Callahan, der som regel optræder under kunstnernavnet Smog.

Hun siger, det er hendes egne ben, og stemmen fejler bestemt heller ikke noget. Trinelise Væring er en af Danmarks bedste sangerinder. Hendes første dansksprogede album er gedigen poprock, og Dictes sideman produceren Kæv Gliemann har hjulpet med en mere skramlet lyd, end kendere af Trinelises tidligere jazz-produktion måske lige havde ventet. Jeg synger duet med hende og spiller en meget rusten mundharmonika på et enkelt nummer. “Lystfisker” (jeg kom faktisk til at skrive Lystfikser…) udkommer d. 1. september, men der kan smuglyttes her.

“Tivoli er åben” kalder Doris alias digteren Ditte Steensballe sit første album, der er ude på det genopstandne 80′er undergrundslabel Irmgardz 2.0.
Og DitteDoris goes absolute kødelig men bestemt ikke kedelig i et muntert møde mellem Dansktop og swingerclub. Og synge kan hun sgu også. Jeg chanter med på et enkelt nummer og spiller tre-stemmig ukulele og mundharmonika.

Desuden medvirker et væld gode folk som Jimmy Jørgensen, Nanna Lüders, Mik Schack, Thomas Ortved, Øyvind Ougaard, Carsten Valentin, Kåre Bjerkø, Martin Spangs, Anders P. Jensen, Povl Kristian, Thomas Boje, Cengiz Cevik og ikke mindst producer Hilmer Hassig, der med sin fortid som blandt meget andet Loveshop og Lars H.U.G-producer sørger for, at der ikke KUN går Damhuskroen i den.

I april var jeg i Texas sammen med kunstneren Marco Evaristti. Marco var inde på dødsgangen i The Polunsky Unit og besøge Gene Hathorn, mens jeg pænt ventede udenfor, da jeg ikke havde besøgstilladelse. Siden har jeg til gengæld skrevet sammen med Gene - og sat musik til nogle af hans tekster.

Du kan høre og downloade dem på www.songsfromdeathrow.com, hvor du også kan se den smukke video, som Sara Koppel har animeret ud fra Genes tegninger og Marcos malerier. Marco har også malet billedet af Gene her ovenover.

Måske tænker du: “Hvorfor skal en eller anden morder gøres til helgen og kunstner?” Det er ikke mit formål.

Jeg håber blot, at kunne være med til at vise, at en person som Gene stadig er et menneske - med håb, længsler og drømme - selvom han har begået en frygtelig forbrydelse. Hans tekster og tegninger er i hvert fald meget menneskelige. Gene er den, der har siddet længst tid på dødsgangen i USA. 24 år - de sidste 15 år i total isolation ligesom alle andre, der sidder på dødsgangen i Texas. Hvis du vil vide mere, kan du læse Martin Krasniks glimrende interview i Weekendavisen med Marco her. Eller du kan komme ind og se vores fællesudstilling “FIVE2TWELVE” på Gallerie Asbæk fra d. 9. - 17. august. Eller som sagt tjekke songsfromdeathrow.com eller vores MySpace-profil.

Tekst: Gene Hathorn
Musik: Kenneth Thordal
Malerier: Marco Evaristti
Animation: Sara Koppel

Se mere på www.SongsFromDeathRow.com

Jeg har faktisk haft både nakketræk og alverdens andre bøjler og torturinstrumenter monteret i kæften, men det kan lissom ikke rigtig ses på Martin Rosenauers foto. Ekstra Bladets Henrik Queitsch og Gaffas Ole Rosenstand Svidt var ellers mægtig glade for min morgensang på Skanderborg Festivalen. Queitsch skriver blandt andet: “Og igen, igen understregede, at han er en af landets vittigste og bedst begavede sangskriver, som fortjener et langt større publikum end tilfældet desværre er.” Læs Ekstra Bladets anmeldelse her og Gaffas her.

I januar var jeg med Marco Evaristti i Sahara for at male et sandbjerg rødt, og da vi nu alligevel var i gang, kunne vi lige så godt lave en no-budget-video - ligesom min musikvideo fra toppen af Mont Blanc eller min udgave af Barbietøs hjemme foran pejsen. Henrik Kellberg fotograferede og hjalp mig med at spise geden. I mellemtiden har vi været i Texas og lave endnu en sød lille fætter - men mere om den senere…

Jeg er ved at lave lidt larm med landets længste digter The Keith. Hør de første søde små demoer på vores MySpace-profil, hvor der løbende bliver lagt nye numre og nye mix ud. Og hvis du bare ikke kan få nok af den lange, så tjek ham på hans egen ditto eller læs nogle af hans næsten 1000 udskejelser på digte.dk

�

�

�

�

�

�

Jeg er lidt ude med riven her i foråret. Både med og uden Strandvaskerne og af til sammen med Juncker, Nikolaj Rysager og Laura Mo. Jeg glæder mig især til koncerten i Vega d. 16. maj - det bliver det eneste københavnerjob med Strandvaskerne i år.
07.02 Cafe Kino København S (solo)
07.03 Toldkammeret Helsingør (solo - med Juncker)
14.03 Slagelse Musikhus (med mit band Strandvaskerne)
15.03 Musikcaféen, Kbh. K (solo - med Nikolaj Rysager og Laura Mo)
27.03 Viborg Centralbibliotek (solo)
03.04 Fermaten Herning (med mit band Strandvaskerne)
04.04 Forbrændingen Albertslund (med halvt band!)
18.04 Det Bruunske Pakhus Fredericia (solo)
26.04 Bio Bernhard (solo - med Nikolaj Rysager og Laura Mo)
16.05 Vega København K (med mit band Strandvaskerne)
06.06 SPOT Århus (med mit band Strandvaskerne)

Lige inden jul fremhævede Klaus Lynggaard i Information fem danske albummer fra 2007: Anne Linnet, Figurines, Speaker Bite Me, Torben Steno & Johan Olsen, samt… Nå ja, det har du vel gættet. Jeg har sakset følgende:

Kenneth Thordal: Alt og intet (Sonet)
Nu spørger De sikkert inkvisitorisk: ”Står De, hr. Lynggaard, ikke på venskabelig fod med denne Thordal?” Jo, jo og atter jo. Men derfor kan jeg jo godt mene, han er en exceptionel god – og meget underkendt - sangskriver og sanger. Ærlig talt forstår jeg ikke, hvorfor der ikke har stået mere blæst om hans tredje album, det på alle måder fremragende Alt og intet, hans stærkeste og sikreste satsning til dato. Og det er ikke fordi, der ikke er kommet andre gode dansksprogede skiver i 2007 – bl.a. leverede Olesen-Olesen (med deres svanesang), debutanter som Laura Mo og Källing, den gode Juncker (der færdiggjorde sin trilogi!), veteranen Allan Olsen og den altid suveræne Jens Unmack i den grad varen i år. Men skal jeg alene skele til hvilken dandsksproget udgivelse, jeg har hørt mest, kommer jeg ikke udenom Thordals skarpe satsning her – i øvrigt forbilledligt produceret af Finn Verwohlt. Tak for musikken, drenge. -lyn

I forbindelse med min oversættelse af rock-musicalen Hedwig and The Angry Inch til Nørrebro Teater blev jeg bedt om at skrive en lille artikel til noget skolemateriale. Derfor; bær over med den til tider noget skolemester-agtige tone.

Mit livs første koncert var med glamrockbandet Sweet i Brøndbyhallen i 1976. Jeg var 11 år gammel og havde betalt 55 kroner – to måneders lommepenge – for at komme ind og se mine store helte. Jeg satte mig forskræmt og mutters alene på min plads bag en kæmpe betonsøjle. Da bandet havde spillet en halv times tid, var jeg ved at tude. Jeg kunne ikke se noget, og hvad værre var; jeg kunne ikke genkende en eneste sang. Læs resten af: ‘Om oversættelsen af Hedwig and The Angry Inch og mit livs første koncert’

Kathrine Sørensen fra Littertursiden.dk har netop uploadet et længere interview med mig.

Og nej, selvom det er et mailinterview - altså sådan et, hvor man outsourcer selve skriveprocessen til den interviewede og derved overfløddiggør en del af journaliststanden, så er det ikke altså mig, der har fundet på den pusseløjerlige overskrift. Og nu vi er ved det pudsige, så opfører jeg mig i interviewet som en 16-årig knægt, der for første gang får lov til at udtale sig om noget som helst. Jeg bander i hvert fald mere end mine unger, og det siger fandeme ikke så lidt. Nå. God fornøjelse. Eller noget.