Jeg vågnede ikke en eneste morgen i de år, jeg boede på Øresundsvej. Jeg faldt slet ikke i søvn, så det kom aldrig rigtig på tale. 2500 måger stod og hylede på taget af ISO, mens fyret på Drogden leverede sit uskønne og monotone akkompagnement. Ren kinesisk vandtortur, når min krop spændt som en flitsbue ventede på næste tone. 21, 23, 22… Jeg lå med fødderne slængt ud over sengekanten og ned i en spand vand. Min kunststofdyne var brudt i brand samme nat, og små flyvende polyesterbomber havde smeltet sig ind i mine ankler og i min nyerhvervede sengekammerats røvballer. Resten af sommeren måtte jeg have hjælp til af flå mine cowboystøvler af, fordi de klæbede sig fat til de væskende sår. 

Mens én kæreste tog til Kairo og fik hænder og fødder farvet hennarøde af fire nubiere, lå jeg derhjemme og bankede hovedet mod køleskabet. En anden tog på vej, mens jeg gik ud for at pisse. Og det selvom vi lige havde delt en streg på køleren af en Corolla ude foran Floss. En tredje skred i svinget, da jeg efter et par uger i karrusellen fik åbent nervesammenbrud. Hvor jeg før havde imiteret Sørøver Sally, mens jeg balancerede på byens tage, sad jeg nu og flæbede om kakkelborde og indbagte køkkenskabe, kun iført fosterstilling og dårlige ånde. Farveller. 

Ti år senere hang sofaen fast, da jeg i citronmånens skær lettede min nu noget bredere røv, der i en rum tid havde været solidt plantet bag førnævnte kakkelbord. Jeg ville ringe efter Falck og bede dem komme og flå lortet af, men jeg kunne ikke komme gennem døråbningen og ind i det værelse, hvor telefonen stod. Jeg satte mig selv og sofaen foran skærmen, og således gik der en tid. Fem år senere skulle jeg ud og pisse, men sofaen hang stadig fast. Jeg prøvede på alle mulige måder at flå den af, men lige lidt hjalp det. Til sidst greb jeg i ren desperation en lighter og satte ild til fifaen. Det havde for så vidt den ønskede effekt, men jeg blev så lun om balderne, at jeg til sidst så mig nødsaget til at springe ud af vinduet, løbe over gaden og hoppe lige lukt i Holmens Kanal.

Tekst: Kenneth Thordal.
Musik: Jesper Mechlenburg