Politiken iByen april 2021

Siden efteråret har jeg været en af Københavnerstemmerne, og ja, jeg har da boet i København i hele mit 55 år lange liv, men aldrig har jeg været så lidt i byen som det sidste års tid.

Lige inden første nedlukning dimsede jeg rundt på Engelsholm Højskole som såkaldt huskunstner. De vinterbrunede bakker vest for Vejle var allerede i fuldt forårshumør der først i marts, og det var skønt at være væk fra byen og solbade i lyset fra de unge kursisters anarkistiske auraer.

Tilbage i et København, der pludselig lukkede ned, flygtede jeg hurtigt igen. Jeg havde ingen børn, der skulle hjemmeskoles, ingen maskiner, der skulle smøres og ingen beboere, der skulle tørres, næ, jeg kunne bare tage min bærbare under armen og guitaren på ryggen, og så ud på landet med mig, og godt nok er jeg en fattigrøv, men en fjerdedel af et sommerhus har jeg da fået tiltusket mig. Der sad, lå, stod og gik jeg så en stor del af det forgangne år, så på en måde er mine klummer skrevet med en omvendt kikkert for øjet. Man kan godt se en stor by som København med sådan en, men lige med ét er alting så småt og utydeligt, og det bliver svært at skelne mellem byen og en selv, i hvert fald for mig, hvor en stor del af min identitet altid har været noget med at være Københavner-Kenneth med to meget store K’er. Og lad mig bare sige det ligeud: Efter nogle temmelig turbulente år med død datter, kuldsejlede kærlighedsforhold, skilsmisse, flere flytninger, hjernerystelser og død far, ja, så var der måske nok at kigge på for ham, jeg prøver at kalde mig.

Men fik jeg så smidt mig selv mere i hovedet derude, hvor der var så pissehøjt til loftet? Tja, måske, for selvom det kan være svært at slippe for andre, når man går tur i byen, er det måske lettere at slippe for sig selv derinde, for hey, lad mig lige købe en cortado, og tjuhej, hvordan går det, har du fået nye sneaks, og hvad er egentlig forskellen på Kants kategoriske imperativ og Københavns Kommunes gigantiske gældsætning i forbindelse med Metrobyggeriet? Skal vi Google det? Næ, så er der nok mere ro til at finde sig selv på bøhlandet, og se nu det træ, og hov, så gik der hul på skyerne, og solen stråler selvsikkert som et Skagensmaleri eller måske bare en børnetegning, og der ligger en sjov sten med hul i, og nu har lånehunden endnu en gang fundet en gren, sikke et hundeliv, ikke?

Hmm … Det evigt kværnede kranie krumspringer konstant, uanset om jeg er bydreng eller landmand. Måske gav den store horisont - muligheden for at se længere ud - også en mulighed for at se længere ind. Måske. Måske er det noget romantisk ævl, for jeg fik vist slæbt mine mentale myoser med hjem fra pløjemarken, og nu sidder jeg så i forårssolen, tilbage i byen efter et år på landet og er lige så skamfuldt skamskudt som før, men pyt, jeg kan lide det, og noget er her sket, og det er vist ikke kun noget, jeg bilder mig ind, ikke bare en projicering: Vi har forladt samlejekøkkenenerne og er flyttet ud på byens pladser. Her på Vesterbro har de unge og smarte i årevis siddet foran Kihoskh på Sønder Boulevard, og de endnu mere smarte og mere woke har siddet blandt hundelortene på græstotterne foran Riga på Litauens Plads, men nu har Enghave Plads også rejst sig efter metrobyggeriets hærgen, og der sidder vi andre så i hundredvis, mindst, med de rigtige ølbumser gemt væk i deres aflukke ned mod Enghavevej og alle os amatørbumser i den anden og mere solrige ende af pladsen.

Man fornemmer Metroens susen under fliserne, men biler er her ikke mange af, ingen forkætrede boomboxe og slet ingen gademusikanter. Her er stille. Ikke som ude på landet, hvor fuglene pipper, vinden flår i træerne og bølgerne bruser, næ, her sidder vi og taler i fred og ro, og jeg aner ikke om hvad. Måske noget med endnu et forlist kærlighedsforhold, endnu en fyring, endnu et dødsfald. Eller måske noget med en serie eller en bog, men jeg tror det ikke, og Store Lars er ellers filosof, så der burde jo være nok at tale om, men vi sidder vist bare og drikker kaffe eller øl, nogen ryger en fed, og hov, var det livet, der gik forbi, tilværelsen i egen høje person, ja, det var det sikkert, og so fucking what, vi har ikke travlt, vi er jo lige her, og måske er det der med at finde sig selv slet ikke så interessant, ja, må jeg være fri, det er sgu da meget sjovere at finde jer, hvor I end er, og hov, I er jo lige her og lige der, i byen, ja tak. Måske, måske, måske, min bare røv, gør livet ondt, ja, så jeg foreslår en byttehandel: Lad os gemme os under bilerne, under bænkene, under buskene og så skiftes til at finde hinandens liv og råbe BØH!