Politiken iByen august 2020

”Spis mursten,” stod der i en annonce i Vesterbrobladet. Overskriften var ledsaget af et billede af en kvinde, der kaldte sig ”økonomisk rådgiver”. Hun lignede ikke en, der åd mursten. Og hvordan ser folk, der æder mursten egentlig ud? Er de sådan firkantede i hovederne? Nej, det er nok noget vrøvl. Man bliver jo heller ikke rund i hovedet af spise kartofler, medmindre de er lavet om til pommes frites, og så er de jo netop ikke runde, vel? Annoncen henvendte sig vist primært til pensionister, så jeg er ikke helt i målgruppen endnu, men hey, som formand for prekariatet, har jeg ikke sparet en krone op til min alderdom, så hvis jeg skulle leve af at æde andres mursten, skulle jeg måske til at træne lidt.

Jeg sad og stenede over tanken om at sætte tænderne i min egen lejlighed, men hvad ville udlejeren sige til det, og hvor skulle jeg så bo bagefter? Desuden er der af mine underboere, der ryger, eller det ved jeg faktisk ikke, for jeg har aldrig set nogen form for menneskelig aktivitet dernedefra, så måske står der bare en eller anden forladt og ensom røgmaskine og pulser, mens den læser B.T. Klog af en maskine at være, men så heller ikke klogere. Og det er ikke lækker piberøg, der kommer ud af brevsprækken, men kold og dum røg a la den, der kommer ud af Domus Vistas skorsten (hvis den ellers har sådan en), når nogen har vundet i Quicklotto, med andre ord; mit hus smager sikkert ad helvede til.

Hvad skulle jeg så spise? Fra min stue kan jeg se ned på banelegemet og helt over til Fisketorvet, men trods navnets kulinariske undertoner, nænnede jeg ikke at spise det. Det er ligesom et af de eneste etniske indslag, der er tilbage på Vesterbro, og det er hyggeligt med alle de sjove folk fra forstæderne, der tager ind til storbyen for at gå i de samme butikker som i Ishøj. Ligesom når vi andre rejser ud til alverdens hovedstæder for at gå i H&M, bare på en lidt mere S-togsagtig måde.

 Apropos indvandrere, er det mon så Frank Jensen selv, der har omdøbt ”Dybbølsbro Station” til ”Fisketorvet”? Noget må han da lave ud over at være overborgmester for EM i fodbold og Tour de France. Sidder han bare og vasker sit hår hele dagen eller hvad? Nå men altså, Fisketorvet åd jeg så ikke, og Bjarke Ingels’ nærtliggende højhuse med ”ungdomsboliger” (som om vi tror på den) står først færdige om et par år. De ser ellers flotte ud på de der Jehovas Vidne-agtige eventyrtegninger, arkitekter og bygherrer er så gode til, men de skal hedde Kaktustårnene, så måske er det ikke lige husene at æde for en begynder som mig, når de ellers en dag er bagt færdige.

Måske skulle jeg æde Kalvebods Brygge, hele rækken af lortehuse, der ligger med røven helt ud over havnekanten og skider ned i bassinerne i døgndrift. Det ville være lidt af en bedrift, og det ville nok tage livet af mig at æde alt det lort, men sandsynligvis ville taknemmelige borgere crowdfunde en gigantisk hyldeststatue af mig – fx lige midt på Kongens Nytorv.

Jeg besluttede mig i stedet for at fise over Cykelslangen til den anden side af havnen og æde resultatet af 100 års socialdemokratisk boligpolitik. Her må jeg indrømme, at mange af husene er flotte og sikkert fine af bo i, især dem med skyskrabende tagterrasser, hvor man kan sidde med sin stjernekikkert og se ned på resten af byen eller vinke over til artsfællerne i de nye højhuse på Carlsberg, hvis ellers der boede nogen, og ikke facaderne allerede faldt af Bohrs Tårn, så ja, der gad jeg måske godt at bo, der øverst oppe på Islands Brygge, og jeg fik sgu også lidt ondt af dem, de rige. De er trods alt også en slags mennesker, og de betaler vel skat eller parkeringsafgift eller … Nå nej, ikke lige den. I det røde København er det fattigrøvene med de gamle skodbiler, der betaler gildet, men altså, jeg kunne sgu ikke få mig selv til at æde deres huse, og de rige er jo også rigeligt plagede af aflyste flyrejser og boomboxende unge lige neden for panoramavinduerne.

Jeg gik ud mod Nokken. Et lille kolonihavehus skulle jeg vel nok kunne klemme ned. De er selvfølgelig ikke så tit lavet af mursten, så det var måske lidt snyd, tænkte jeg, men som altid var mine bekymringer overflødige. De fleste kolonihavehuse var allerede ædt af testosteronpumpede projekthytter med bulemiske carporte og biler så tunge, at Amager var begyndt at hælde. Skulle jeg så spise de sidste frønnede rester af den socialdemokratiske kolonihavedrøm? Nej da. Jeg trissede sulten hjem igen. ”Spise mursten”. Som om. Og har de fattige ikke noget brød, kan de få borgmesterstang.