Politiken iByen august 2021

Da jeg tidligere på sommeren krydsede Enghave Plads, havde den etbenede, rumænske flaskesamler som så ofte før rejst sig fra sin kørestol, og han hang nu ind over en container for at se, om der skulle være lidt pant på bunden af den. Jeg satte mig på Café Snorks og drak en fadøl, og så virkede trickle-down-effekten (eller ”når det regner på præsten, drypper det på degnen”) desværre ikke, da jeg jo ikke kunne give ham ølglasset. Da jeg senere skyllede de nye danske jordbær til desserten, var der et indslag i TV-avisen, hvor et soldrevet køretøj fyldt med liggende polakker trillede over en mark, og så lå de ellers der på de bløde håndgejlede fårenosseuldmadrasser og flåede jysk ukrudt op mellem de økologiske gulerødder. Hurra. Solenergi, økologi og EU's indre marked i smuk symbiose.

Og sygeplejerskerne strejkede i 117 uger og fik naturligvis intet ud af det. Jeg aner ikke, om netop de skal have mere i løn, men at kvindekamp ligesom i 70’erne er klassekamp, er jeg ret sikker på. Det er fint med al mulig identitetspolitik, men hvis det virkelig skal rykke, skal der mere løn på bordet hos sosu-assistenter og andre områder, hvor der er overrepræsentation af kvinder, mange af dem sågar af anden etnisk herkomst. Så får de også råd til at skride fra de mest tåbelige af deres mænd, hvis det er det, de vil. ”Jamen, hvem skal betale? Der er jo ikke bare uendeligt mange penge i statskassen.” Næ, men så må vi jo standse mandefagenes lønstigninger, indtil forskellen er udlignet. Eller give en slags bloktilskud, så brugtvognsforhandlere skal sende en del af deres penge til krystalterapeuter eller …

Okay, jeg ved ikke en skid om penge. Teknisk set er det vel en slags akkumuleret energi. Penge kan få ting til at ske. Jeg har bare aldrig rigtig gidet beskæftige mig med dem, næ, tværtimod har jeg med ret stort held brugt mit liv på at forsøge at undgå dem. Men pengene fylder jo alligevel. Ikke mindst når de ikke er der.

Jo ældre, jeg bliver, desto flere penge er der omkring mig, men alligevel vil folk ikke rigtig tale om dem. En del af mine venner har haft succes inden for erhvervslivet, enkelte har tjent en smule på deres kunst, og mange af deres lejligheder og sommerhuse er blevet formuer værd. Det kan jeg sådan set godt unde dem – ikke mindst, fordi jeg af og til får lov at låne deres biler og ferieboliger på eksotiske øer. Men det gør noget ved mig, når jeg hører om pensionsordninger, aktier, bitcoins og andre mystiske begreber. Også selvom de mere velstillede af mine venner ikke er særligt pengefikserede. Tværtimod er det ofte mig, der vil tale om penge. Jeg prøver at forstå, hvad pengehalløjet vækker i mig. En vrede over verdens himmelråbende uretfærdighed, naturligvis, og måske også lidt skam over ikke at være så god til det med penge. Jeg er da taknemmelig over at kunne lave sjove ting og selv bestemme, hvor og hvornår jeg står op og går i seng, men der er meget, der pisser mig af. Hvis jeg for eksempel skulle tjene det samme som den administrerende direktør for JP/Politiken (og hvad skulle jeg dog med så mange penge?), skulle jeg skrive 3914 klummer om året. Divideret med 220 arbejdsdage er det 17,79 klummer om dagen. Jeg forstår ikke mekanismerne bag, næ, jeg synes, det er urimeligt og grotesk. Uanstændigt simpelthen.

Og nej, det er ikke misundelse og jantelov. Folk må tjene alle de penge, de vil, men den konstant øgede forskel på top og bund er til at brække sig over. Og samtidig skal vi høre på den ultraliberalistiske løgn om, at nogle bare fortjener at tjene fyrre gange mere end de filippinske kvinder, der tørrer deres unger i røven. At de selv er født med en guldske stikkende ud af den nordsjællandske popo, har ikke spillet ind, næ, de er bare så pissedygtige, at de ved egen overmenneskelig kraft har kæmpet sig til tops. Helt sikkert.

I snart 40 år har jeg sunget om døden og kærligheden og alt det ind i mellem, og alligevel vikler jeg mig på en eller anden måde hele tiden ind i en form for pengetænkning, hvor jeg måler min menneskelige værdi ud fra min succes. Hvor mange plader har jeg solgt, hvor mange kommer der til koncerterne, hvor mange likes får jeg?

Og hey; selvom jeg ofte koketterer med, at det ville være rart at køre bus, sådan fra A til B, og så færdig, vil jeg da ikke bytte. Problemet med at være en af de stadigt flere løsarbejdere er bare, at man konstant er til eksamen, konstant måles og vejes af sig selv og andre. Og til dels fair nok i mit tilfælde. Hvad skal vi med flere middelmådige klummer og halvbagte sange? Men pengetænkningen smitter værre end deltavarianten, og langsomt svæver vi alle sammen rundt som små bobleøkonomier, der kan punktere når som helst. Så op i røven med penge, men send lige lidt flere, eller jeg kommer med min vandpistol og råber ”hænderne op eller bukserne ned!” lige op i dit velstillede Politikenlæsende hoved, og er der for øvrigt nogen rige enker derude?