Politiken iByen februar 2021

ALVORLIGT DÅRLIGT HÅR-ÅR

For nylig lagde jeg et billede op på Instagram, hvor jeg stod ved siden af en hest, der havde lige så fjollet langt pandehår, som jeg har for tiden. ’Måske er nedlukningen gået for vidt, når ikke engang sagesløse heste kan komme til frisøren’, skrev jeg nedenunder i endnu et håbløst forsøg på at være morsom. Men faktisk er det jo et sprængfarligt emne.

Til dels er der naturligvis de mange frisører på fallittens rand, men der vil jeg foreslå, at de (helt diskret) tager på hjemmebesøg, hvorefter folk så stikker håret ud gennem brevsprækken, sådan tot for tot. Alternativt er Zoom-klipning også en mulighed: ”Klip dig selv med Camilla (hvorfor hedder frisører altid det?), lektion 1: Pandehår”, og så er det ellers bare frem med hækkesaksen og vaterpasset.

Men først og fremmest er jeg bekymret for alle dem med skrøbelige og forvoksede egoer, der især er forankret i frisuren, og her tænker jeg på folk som Trump, Hitler, mig selv og så videre. Når man tænker på, hvor mange ulykker, der er foregået trods fri adgang til frisører, kan jeg slet ikke forestille mig, hvad det ender med, hvis vi ikke snart kommer under saksen.

”Nå”, tænker jeg. ”Håret klipper ikke sig selv, og sådan en klumme skal jo også skrives … Måske skulle jeg prøve med en voxpop”, og da jeg er flygtet fra det Københavnske coronaragnarok, forlader jeg sommerhuset, og går jeg ned til engen, for at høre lidt mere fra hestens egen mule.

”Hej, hest. Hvordan har du med, at du ikke kan komme til frisøren for tiden?” ”Hvad snakker du om?” ”Jo, vi er mange Politikenlæsere, der er frustrerede over, at vi ikke kan gå til frisør på grund af corona.” ”Gå til frisør? Der er føl, der dør af kulde på Island!”, vrinsker hesten. ”Det er jo ren whataboutism,” siger jeg så. ”Jeg troede faktisk, at heste argumenterede på et højere niveau.” ”Niveau? Jeg skal give dig niveau!” brøler hesten. ”Du skal være glad for, at du ikke har alopecia, hvor håret falder af i totter. Hvis din manke generer dig så meget, så bliv dog hjemme i patriciervillaen. Eller tag en hue på, din bums. Det er jo ovenikøbet frostvejr, for helvede!” ”Er du ikke lidt aggressiv?” spørger jeg. ”Aggressiv? Hvis jeg skal høre mere om menneskers pseudoproblemer, går jeg fuld Bjørn Nørgaard på dig, og så skal du se mig lege frisør med min guillotine, du, af med hovedet og ned i et syltetøjsglas med dig. Så behøver du slet ikke tænke på frisuren mere.” ”Nå … pyha”, siger jeg. ”Jeg frygtede lige, at du ville hækle en af de der hæslige gobeliner.” ”Nej, nej … Jeg er jo ikke en psykopony, vel?” ”Nej, selvfølgelig ikke. Du må bare tænke på, at Politikens læsere også er en slags mennesker, ikke? Og de har en hel masse ansvar, som du slet ikke har som hest. De bærer ligesom verdens fremtid på deres skuldre … Ja, de skal for eksempel stemme til folketingsvalget hver fjerde år. Altså, kun hvis de vil, selvfølgelig, men alligevel. Der er meget at se til, og så kan sådan et alvorligt dårligt hår-år godt gå dem på.” ”Det kan jeg godt se,” siger hesten. ”Jeg er bare lidt mat i sokkerne for tiden. Jeg trænger til nye sko, men smeden har prostata og … ”

Der kan komme utroligt meget vand ud af sådan nogle hesteører, så jeg går videre, uden at hesten bemærker det. Men måske er det slet ikke så tosset med lidt ekstra hår som en slags coronaværnemiddel. Se bare Samson. Uden hår kunne han ikke en skid og endte som slave, så nu vil jeg også bare lade stålhjelmen og skægget stå. Forestil dig troldmænd som Gandalf, Saruman og Simon Spies uden langt gråt hår og skæg? Ikke videre magisk, vel? Så snart Simon Spies lod garnet falde, forsvandt hans harem af morgenbolledamer, og han blev taget til fange af en kontormus fra Herlev. Og ligesom mange unge mennesker af de køn, der ikke definerer sig selv som mænd eller køn i det hele taget, er begyndt at forfægte retten til naturlig kropsbehåring, må vi ældre stå sammen og stå ved vores sande natur og bruge frisørfraværet til i stolthed at fejre løssluppen hårvækst på såvel hovedet som i ører, næse, og øjenbryn. Hårmagt nu! Eller noget.