Politiken iByen juni 2021
Der lyder en infernalsk larm nede fra gaden. Er det nu, studentervognene kører ølstafet gennem byen?
Jeg blev student i 1984,
og jeg skulle fandeme ikke have hue på eller køre i nogen hestevogn med en flok
andre pattestive teenagere. Jeg syntes, huen var grim, og traditionen med at
køre rundt var plat, men først og fremmest var det i mine unge, selvretfærdige
øjne politisk ukorrekt. Skulle jeg, der havde brudt med min sociale herkomst og
var blevet student, selvom jeg kom fra et arbejderhjem, køre rundt med hvid
kasket på hovedet og som en anden adelig vinke hoverende ned til den underkuede
arbejderklasse, der ikke havde kunnet gå i gymnasiet, fordi de jo skulle knokle
i kulminerne eller på fiskemelsfabrikken, eller hvor den slags nu knoklede, når
man som jeg boede ude i en af Københavns forstæder? Aldrig i livet! Det ville
jo være klasseforræderi, og desuden var jeg også en lille punker, der virkelig
ikke skulle have det sorte strithår trykket flad af sådan en latterlig
overklassemarkør i afbleget bomuld. Jeg overvejede at troppe op til
translokationen i gul sikkerhedshjelm og kedeldragt, men der var jeg sgu
alligevel for forfængelig, så jeg valgte militærstøvler og læderjakke, datidens
sikre indikator på, at jeg var en af de rigtige, en af dem, der mente, at alt
skulle laves om. Til et eller andet andet.
På den anden side ville jeg jo ikke virke som en nærigrøv, så jeg sagde til
mine klassekammerater, at de da bare kunne lægge ruten hen forbi mig og få en
bajer og et landgangsbrød, når de nu alligevel var ude og køre i den der
brandbil med ild i, og heldigvis ville mine forældre hjertens gerne lægge hus
og øl til. Dagen kom, og mine søde klassekammerater dukkede op, godt stegte og
klædt i lyse bukser og pastelfarvede pullovers med små hvide kraver og så de
der tåbelige huer øverst, ja, de så simpelthen forfærdelige ud, men selvom de
fleste af dem var nogle småborgerlige stræbere, kunne jeg jo egentlig godt lide
dem, så velkommen, kom indenfor i betonlejligheden og skål!
Så skyndte jeg mig at hælde noget alkohol indenbords, for jeg ville jo ikke være asocial og stå der og både være intellektuelt og moralsk overlegen og samtidig ædru, det kunne jeg simpelthen ikke tillade mig, og det endte da også med, at jeg kørte med på resten af turen, for alt andet ville jo egentlig være lidt synd for de andre, men hey, jeg vinkede ikke hoverende ned til arbejderklassen, og jeg havde jo ikke hue på, vel? Jeg tror, at festen endte i et eller andet rækkehus ude på Rødovreegnen, og jeg endte vist under et bord med en pige, ja, det tror jeg, hun var, så alt i alt kunne det vel ikke være endt meget bedre, og der var så vidt vides ingen arbejdere, der led overlast. Måske lige bortset fra staklen, der kørte traktoren, eller hvad det nu var, vi kørte med.
Forrige sommer så jeg en
lastbil fuld af jublende studenter køre ned ad Sønderboulevard for fuld musik.
Det gik nu lidt langsomt med at komme frem, for foran dem kørte der nemlig en
af Carlsbergs turisthestevogne. Det var smukt at se de ti ældre mennesker på
ladet køre forrest som et godt eksempel på kernesund dansk alkoholkultur, mens
de samtidig forsøgte at ignorere studenterne og deres meget høje musik. Ja, man
næsten kunne få det indtryk, at de ikke var fan af Suspekt eller Pattesutter,
eller hvad der nu blev spillet. Nok noget mere politisk korrekt, men pissehøjt
var det. Jeg er måske heller ikke lige i målgruppen der, men jeg blev sgu lidt
rørt af at se de glade unge, og sådan har jeg det i dag. Fyr den af, fest for
helvede, og det gør I jo også, uanset hvad gamle fjolser som jeg siger og
skriver. Heldigvis.
Jeg ville måske ønske, at jeg ikke havde taget mig selv og det hele så
skidealvorligt dengang. Hvad fanden, det var jo bare en hue, men det var
åbenbart en del af min måde at finde mig selv og mit ståsted på. Og selvfølgelig
er det vigtigt, at der til stadighed bliver diskuteret og rykket grænser. Jeg
håber bare, at I unge også husker at slappe af og ikke pisker jer selv med
skorpioner, hver gang I frygter, at I måske ved et uheld er kommet til at
krænke nogen en smule. I er langt sødere og klogere og mere modne, end vi var
dengang, men I dør jo af stress, hvis I hele tiden skal overvåge jer selv og
holde øje med, om I siger og mener det korrekte. Af og til fyrer man et eller
andet af, og så ser man, hvad der sker. Nogle gange rammer man ved siden af.
Pyt. Det går sikkert nok. Men okay, I ser stadig lidt åndssvage ud med de der
huer.