Politiken iByen marts 2021
Kære I, der måtte sidde derinde af frygt for at gå ud, og I, der måske netop går rundt derude af frygt for at se ind, ind i jer selv og jeres næste; tro mig, jeg kender det og er skam ikke ude på at dømme jer, næ, tværtimod, vi er alle sammen i samme synkende ubåd, og den er ikke engang gul eller noget, men hey, var Noahs Ark måske det, næppe, vel, så lad os ikke hænge os i den slags detaljer eller hænge os i det hele taget, for nok ser det skidt ud, men så er det vel heller ikke værre, og hvis det er, så op i røven, for her kommer den, Politikens kæmpestore reportage fra København, byen I bor i, byen I drømmer om at bo i, byen I priser jer lykkelige over ikke at bo i, eller hvad ved jeg, det korte af det alt for lange er, at Det Fordømte Forår snart har varet et år, suk, gys, og hvad har det så gjort ved livet her i Hovedstaden, jo, nu skal I høre:
Her sker ikke en skid og dog, for folk flokkes for at fastelavnsbolle i lange rækker af køer uden for byens bagere, og hvad fanden går det nu ud på, ja, de står i kø og på række, de går i takt, og de går i stå, de går rundt på må og få, og de går lige ud, og de går ned, og der går rygter om, at de næsten går i stykker, går op i limningen, går i panik, går amok, men de går, og de går som får, og snart er det forår, og er der virkelig gået et år, jamen, så det vil det jo sige, at tiden stadig går, ja tænkte jeg det ikke nok, og det er også, som om jeg kan mærke, at naturen er ved at æde byen, nu hævner den sig, og regnormene kommer krybende op mellem fliserne og tager kvælertag på nedløbsrørene, rotterne rapper i kloakkerne, knepper som kaniner og føder rotteunger i ét væk, og mågerne skider ned på det hele, lige så arrogante som altid, ja, de vil da skide på corona og på flæbende fiskehandlere, hulkende husejere og grædende guldgravere, ja, selv folk med alt for langt hår og børn med velvoksne depressioner, pølsemænd med hudsult og konkursramte krammeterapeuter vil de da skide højt og flot på, og det gør de, for sådan er måger, sådan er naturens natur, hvad rager det den, se bare, hvordan skaderne sidder skadefro og glor, men ikke nok med det, det stendøde vil også være med, så togene går, og kranerne kraner, som om intet var hændt, ja, byen lever videre, måske især netop alt det døde, for hvis alt er energi, og hvis universet udvider sig, så udvider beton og metal sig vel også, formoder jeg, så selv når alt er gået i stå, er det i bevægelse, og vi vokser, og måske er det bare døden eller livet eller kald det, hvad du vil, samme suppedas, samme surdej, samme summende substans, den samme flotte flødeskumskage, som bænkevarmeren i Frederiksberg Have luner sig med, mens bunker af bænkebidere bider ham i haserne, ja, sådan er der bare på Frederiksberg lige nu, det ved alle, selv de, der har sat alle deres tæpper i bankerne, må finde sig i, at tæppetisserne pisser om kap med de første erantisser og vintergækker, og alle tosserne er krøbet ud af hulerne, og nu går den blinde kørelærer og den døve hørelærer om kap, ja, sådan ser det i hvert fald ud her fra mit vindue, og der bliver discgolfet i Valbyparken, crossfittet ved Bølgen, kajaket gennem Christianshavns Kanal, og Den lille havfrue har fået sig en fiskestang og fanger torsk morgen, middag og aften, og det er som om, alt er rykket udenfor, så folk gror pot i tidligere tagrender, swingerklubben knalder i parkeringskælderen under Domkirken, og hvad sker der indenfor, tja, min genbo gamer og holder fester, hvor tykke mænd render rundt i bar overkrop og møver maverne ind i hinanden i bløde, blide trafikuheld, mere ved jeg ikke, og så ved I det. Kærlig hilsen jeres afsendte, der vovede adskillige liv og endnu flere lemmer langt ude i felten blot for at sende jer denne stilstandsrapport.