Politiken iByen oktober 2020

Fronk får ti gode råd

Som den flinke og flittige klummeskriver, jeg forsøger at være, tænkte jeg, at jeg hellere måtte forlade lejligheden og gå en tur ud i den. Altså i byen, når det nu er navnet på sektionen, hvor klummen bliver trykt. Efter hundrede meter passerede jeg kiosken Vinderhjørnet, der har sloganet ”Stedet hvor vindere mødes” skrevet hen over facaden. Ganske passende, hvis det virkelig er tilfældet, men al statistik peger på, at det nok er flere tabere, der mødes der. Og nej, det er ikke nedsættende ment, men Danske Spil laver et solidt overskud, så medmindre, det er i netop denne kiosk på hjørnet af Dybbølsgade og Sønder Boulevard, at uforholdsmæssigt mange af vinderlottokuponerne bliver solgt, ville det nok være mere korrekt at omdøbe kiosken til Taberhjørnet. Det kan selvfølgelig også være, at sloganet hentyder til Livets store lotteri, og i så fald er jeg mere i tvivl om den forholdsmæssige fordeling mellem vindere og tabere. Juryen er vist stadig ude og votere.

Mens jeg stod og lommefilosoferede, tikkede der en sms fra et ukendt nummer ind: ”Ring!” Jeg ringede nummeret op. ”Det er Fronk … Fronk Jensen … OverFronk.” ”Din stemme lyder mærkeligt”, svarede jeg. ”Det er fordi, jeg ligger fladt ned,” hviskede stemmen. ”Okay. Det lyder, som om du siger ’Fronk’, Frank. Og du har fået nyt nummer? ”Ja, nyt nummer og nyt navn. De mobber mig og kalder mig Frankenstein Jensen og dr. Krænkenstein og underfrankeret og tegneseriekrænker, og jeg ved ikke hvad. Det er ikke sjovt, så nu hedder jeg Fronk. Og vil du ikke nok hjælpe mig med at blive en almindelig Københavner? Du er den eneste, der har skrevet lidt venlig om mig i den senere tid, så vil du ikke nok være min coach?”

Jeg blev faktisk lidt overrasket. I min forrige klumme kørte jeg København rundt med overborgmesteren i en klapvogn og overfusede ham gennem en hel artikel, så hvis det var hans målestok for venlighed, var det virkelig ikke sjovt at være ham lige nu. ”Coach”, svarede jeg. ”Altså betalt ven? Hånden på låret, så ved jeg sgu ikke rigtig … Der bliver ballade, hvis det kommer frem, at jeg hjælper dig. Du minder om en harmløs lille tysk korporal, men jeg ligner en vaskeægte nazi-officer fra en filmskoleafgangsfilm, så jeg er nok ikke lige den rigtige til at lufte dig, vel? Kan du ikke bare holde lav profil, ride stormen af og gå lidt rundt i lyserødt joggingtøj? Eller mangler du penge? Du kan godt låne 500, hvis det er.” Fronk afslog mit tilbud. ”Nej tak, ”hviskede han. ”Jeg nåede lige at hælde en trillebørfuld rådhuspandekager i kummefryseren fredag eftermiddag, så vi sulter ikke foreløbigt. Og jeg får vist også lidt løn og pension og sådan. Jeg trænger bare til nogle gode råd om, hvordan jeg kommer videre. Vil du ikke nok?”

”Okay,” svarede jeg. ”Men så må du ikke sige til nogen, at jeg hjælper dig. Jeg orker ikke at forsvare det over for alle mulige krænkelsesentusiaster. Nu går jeg en tur, og bagefter sender jeg dig en liste med ti forslag til, hvordan du kommer videre. Fordi du er i knibe, kan du få de gode råd for 10.000 kr. stykket, men så skal det også være sort ligesom den gang, jeg spillede til Skattestyrelsens julefrokost. ” ”Det er en aftale. Husk, at jeg en vinder”, hviskede Fronk og lagde på.

Hvad havde jeg rodet mig ud i? Jeg var jo ham den magtkritiske anarkist, og nu havde jeg lovet at hjælpe en seriekrænkende overborgmester i stedet for at tage ofrenes parti. Min første tanke var, at Fronk kunne slå sig ned som krammeterapeut, men med hans historik og coronaen, var det måske en dårlig ide.

Ud for Oehlenschlægersgade Skole overhørte jeg en bid af to små drenges samtale ”Er du klar over hvor mange, der er døde af at finde ud af, hvad der er giftigt?” sagde ham med brillerne. ”Ja, fluesvamp fx,” svarede den anden. Ungdommen havde fat i noget for tiden, og åbenbart ikke kun kvinderne. Måske havde hele den politiske magtmaskine udviklet sig i en giftig retning, og måske trængte Fronk og de andre betondemokrater til et nyt syn på, hvad det vil sige at tabe og vinde. Jeg aner ikke, hvad Oehlenschlæger mente om den slags, men Pontoppidans Lykke-Per ender sin stræben i en ydmyg hytte ved Vesterhavet. Ikke ulig Buddhas rejse. Først er han den rige Prins Siddharta, men han opdager, at livet er fuldt af lidelse og ender sine dage som en ydmyg munk. Måske var klosterlivet ikke lige Fronk, men på den anden side var det måske heller ikke lykken for ham, hvis han fes ud og blev overbetalt konsulent for våbenindustrien eller direktør for en kapitalfond, eller hvad fanden politikere nu plejer at blive, når de har dummet sig tilstrækkeligt.

Jeg drejede ned ad Istedgade, og inspirereret af de deltagere i Livets store lotteri, jeg passerede, skrev jeg en sms. ”Kære Fronk. Her er ti ting, du kan blive: 1. Hjemløs Hus Forbi-sælger. 2. Gadeprostitueret. (Lårkort vil klæde dig.) 3. Pizzabager. (Men så skal du have farvet håret sort). 4. Flaskesamler. (Du har jo erfaring med flasker i forvejen). 5. Narkoman. (Men det er meget hårdere arbejde, end du er vant til). 6. Hipster. (Men dit skæg er nok for fesent). 7. Ladyboy. 8. Ulønnet lokalrådsmedlem. 9. Gadepræst. (Men så skal du først angre dine synder, sådan for alvor, og det er vel urealistisk, ikke?). 10. Sådan en af de der gøglere, der står helt stille som en statue. Jeg er sikker på, at ovenstående jobs vil bringe dig videre i det karmiske rotteræs. Kh Kenneth.” Kort efter modtog jeg 100.000 kr. på MobilePay og skyndte mig ned til Vinderhjørnet for at se, om lykken tilsmilede mig.