Politiken iByen oktober 2021

De ukendtes grav – kender du den? Nu om stunder kalder man det for "askefællesgrav" eller ”anonym urnefællesgrav”. De pårørende ved ikke nøjagtig, hvor urnen bliver sat og kan derfor heller ikke deltage i urnenedsættelsen. Min farfar blev begravet i sådan en. Jeg var med henne og se ham i kapellet på Bispebjerg Kirkegård. Hans negle var helt gule. Det blev de åbenbart, når man døde. Til bisættelsen havde min farmor en stor lys hat og en blomstret kjole på. Jeg tror godt, hun havde kunnet lide min farfar, men i mine 5-årige drengeøjne så hun ikke særlig trist ud. Sidenhen endte urnen så i De ukendtes grav, og navnet var jo egentlig meget passende, for farfar var bestemt ikke kendt. Svend, hed han. Sød farfar. Maler. Altså af vægge. Havde engang en kolonihave. Ikke den slags mand, man skrev nekrologer om eller rejste mausoleer over, og hvis jeg skal være ærlig, har jeg heller ikke tænkt meget på ham, siden han døde. ”Jeg havde engang en farfar. Han var sød.” Den slags, krydret med små glimt, hvor hans blide blå blik strejfer mit, i det han lægger piben med rød Mac Baren ved siden af frimærkealbummet på det grønbrune kakkelbord foran sofaen med det bordeaux og sortstribede uldbetræk i den lille lejlighed på Aggersvoldvej og rækker ud efter min hånd for at give mig en tokrone til en iskage. Måske er det en erindring, måske bare noget, jeg finder på ud fra gamle fotografier og forestillinger om, hvad man gjorde dengang. Min farfar er død.

Min far er også død. Hans urne ligger efter eget ønske under en lille rund sten på skovkirkegården i Herlev mellem bregner og tilfældige gevækster, for man må ikke selv plante noget. Stadig beskedent, men knap så anonymt som sin fars gravsted og til at besøge, hvad jeg da også gør af og til. Og min far, ham kan jeg jo tale om med min mor og min bror og min datter, men det gør vi nu ikke så tit, selvom min far var en god mand. Han er ikke på nogen måde tabu, og jeg tror ikke, vi fortrænger en hel masse. Måske er vi bare rundet af en tradition, hvor man ikke gør et stort nummer ud af det, man alligevel ikke kan ændre på. Først bliver man født, og til sidst dør man, og der sker nok også noget inde i midten. Det føles ikke gråt og livsfornægtende, snarere stoisk og accepterende. Det er, som det er og var, som det var.

Min yngste datter er begravet på Holmens Kirkegård. Hun liggere også i en urnegrav med en natursten, men den ligger i et lillebitte afgrænset bed med lidt skovjordbær, en lille rose og et forhutlet dværgtræ, der ikke rigtig kan bestemme sig for, om det gider at vokse eller ej. Inden, hendes aske kom i jorden, gik jeg ned og talte med hende ved havnen bag Fisketorvet. Det gør jeg stadig af og til. Jeg tror jo egentlig ikke, at jeg sådan virkelig taler med hende, men det er nu meget rart alligevel. Af og til takker jeg hende for de gode ting i mit liv, lidt som om hun er min skytsengel. En sød tanke, som straks bliver skudt ned af en undren over, at der så ikke var nogen skytsengel til at passe på hende, men altså … Hun var her. Jeg er her. Det er jeg taknemmelig for.

Vi nærmer os halloween og allehelgensdag, hvor vi mindes de døde. Modsat min farfar og min far og mine mange andre døde, fylder min datter Fiona selvfølgelig en del. Jeg har et sort hjerte gennemhullet af en sol tatoveret på min arm, og for mig var det naturligt at lave et musikalbum om Fiona. Det er jo det, jeg gør. Nu kan jeg så tage rundt og synge om hende og på den måde vække hende en lillebitte smule til live og slå døden lidt ihjel. Men samtidig er det jo mest min egen sorg, mit eget savn og min kærlighed til hende, jeg beskriver, og sådan er det nok tit, når vi forsøger at tale om dem, vi har mistet, enten fordi de er døde, eller fordi de skulle videre et andet sted i livet. Det er i hvert fald endnu ikke lykkedes mig at fange Fiona i en sang. Jeg mindes hende, når jeg fortæller min kæreste om ting, hun gjorde og sagde, eller når jeg besøger hende på graven. Det er melankolsk, men ofte også ret fint. Jeg sad foran hendes sten og sang for hende den dag, hun ville være fyldt 18. Det var hårdt, for det mindede mig om alt det voksenliv, hun ikke nåede at leve. Og det slog mig, at jeg kunne risikere at blive gammel. Hvad nu, hvis jeg bliver 90? Skal jeg så sidde der på graven i 35 år mere og fejre hendes fødselsdag, og hvor gammel er hun så? 16, som da hun døde, eller en midaldrende kvinde, jeg ikke aner, hvem er? Nok ingen af delene, og måske skal man have læst mere filosofi end mig, for at fatte det. Pyt. Hun var her. Jeg er her. Vi er her lidt endnu, spillevende og stendøde, i og på kendte og ukendte grave, dansende, syngende, grinende, grædende og elskende, og på en og samme tid i gang med at leve og med at dø.