Politiken iByen september 2020

”Kan du ikke komme og save hovedet af mig?” Jeg var egentlig gået i seng, men efter det opkald kunne jeg hverken sove eller koncentrere mig om at læse Piketty, så nu cyklede jeg mod Langelinie, hvor Den Lille Havfrue sad og stenede. Hun havde læst min forrige klumme, og nu mente hun så, at jeg kunne hjælpe hende. Med at få savet hovedet af.

Af og til dukker der et tilbud op, som jeg ikke kan sige nej til, og nu havde jeg samme fornemmelse, som den gang jeg købte en hundehvalp på Amazon, og det siden viste sig, at den skulle luftes og have alt muligt at æde. Jeg endte med at bytte den væk for et bordtennisbord.

”Du er pænere end på billedet,” sagde hun, da jeg stillede cyklen op ad rækværket. ”Tak. Du ligner dig selv,” løj jeg. ”Pis med dig,” svarede hun. ”Jeg orker ikke at sidde her mere. Brysterne hænger, rynkerne råber, og nu er jeg også sort i hovedet. Altså … Morten Messerschmidt og jeg drak os pissestive, og så sagde han, at jeg ikke turde tvære skosværte i ansigtet. Nu vil det ikke gå af. Er du klar over, hvad der kommer til at ske? Identitetskrigerne går amok, når de ser det, og hvis jeg tager burka på for at skjule det, får jeg problemer med alle de der næstekærlige præstetyper, der hader alle, der ikke er dem selv. Hvad skal jeg stille op?”

”Tja …” svarede jeg. ”Da jeg var barn, pegede vi op i luften og sagde: Se, der flyver Den Røde Aalborg-færge! Hvis nogen drejede hovedet, var dagen reddet. Men det var selvfølgelig før internettet. Måske skal der mere til nu?”

”I virkeligheden er jeg røvligeglad med, hvad folk tænker,” fnøs hun. ”Jeg orker bare ikke sidde her mere. Jeg har prøvet at finde en afløser, men der er ingen, der tør. Hvis man sidder og viser bryster, er man offer for sexistiske samfundsstrukturer, og hvis man ikke gør det, ligger man under for en strukturel udskamning af kvindekroppen. Og så videre. Det er indviklet. Der var en, der søgte jobbet, men hendes patter var så fulde af silikone, at Frank og jeg var bange for, at hun ville flyde væk, når havet begynder at stige. Frank Jensen. Han er formand for ansættelsesudvalget.”

”Nå, hvor pudsigt,” svarede jeg. ”Jeg mødte ham forleden, da jeg cyklede ude på diget på Vestamager. Hans løbehjul var løbet tør for strøm, og han sad og græd og snakkede om at droppe politik og i stedet åbne en negleklinik, hvor de hjemløse kan få tegnet røde roser på neglene.”

Den Lille Havfrue vred sig på sin sten. ”Jeg har slået op med ham. Vi passede ikke sammen. Han vil være venner med alle, ligesom dengang han var bingovært i Aalborg. Det er ikke min stil. Han må lære at sige fra over for Mette og resten af jydemafiaen og kæmpe for København bare en gang i mellem, men han kan ikke. Han er for sød. Og så blev jeg også træt af at vaske hans hår hele tiden. Nå, op i røven med ham. Saver du snart det hoved af? Jeg gider ikke mere.”

”Hvad med at du hopper i vandet og svømmer over til Christiania? Så cykler jeg rundt og samler jeg dig op der,” foreslog jeg. ”Det er lidt pinligt,” sagde Den Lille Havfrue, og jeg tror hun rødmede bag skosværten. ” Jeg har aldrig prøve at svømme.” ”Du kan godt,” svarede jeg. ”Du er en havfrue.”

Jeg rundede Pusherstreet på vejen, så resten af natten fortaber sig i tåger. Jeg havde mit hyr med at få gang i skiliften, men det lykkedes mig at få os bakset op på Amagerforbrændingen. Den Lille Havfrue blev helt stille, da hun sad og så ned på den sten, hvor hun havde siddet hele sit lange liv, og den by, hun havde været en vigtig del af, men aldrig rigtig havde kunnet se. Da vi så Elon Musks satellitter blinke over Øresundsbroens pyloner, lagde jeg mig forsigtigt oven på hende. Vi gled langsomt ned ad plasticgræsset, og jeg har stadig brandsår på knæene. Så satte jeg hende på styret, og vi cyklede rundt til byens kirkegårde for at finde et godt gravsted til hende. Da hun uden held havde forsøgt at drukne sig selv i Det Røde Hav på Vestre Kirkegård, foreslog jeg et indledende ophold på plejehjemmet Sølund, men hun blev bange, og i stedet rundede vi en piratklinik på Åboulevarden, hvor hun, så vidt jeg husker, fik sprøjtet alt muligt ind alle mulige steder. Jeg aner ikke, hvordan vi fandt tilbage til Langelinie, men hvis hun ikke er død, sidder hun der nok endnu. Med en eller anden farve i et eller andet ansigt på en eller anden krop.

BRÆKKENDE NYT: DMI lover sne, og Den Lille Havfrue skriver autografer lørdag 12. september kl. 16, Skibbroen 2, 2450 SV, hvor jeg spiller havnekoncert med mit orkester ”& Og”. Koster gratis!