Politiken iByen september 2020
Min telefon blev ved at ringe. Jeg havde åbenbart glemt at slå lyden fra, inden jeg lagde mig med hovedet i ovnen. Der lå 12 beskeder og en sms: ”Nu har du drillet mig i dine to foregående klummer, og det er tarveligt, for jeg er jeg faktisk ret sød. Skal vi ikke mødes og få det ud af verden? Hilsen Over-Frank, borgmester.”
Jeg forstod ikke helt, hvad Over-Frank ville have ud af verden, men dagen var alligevel ødelagt, så jeg ringede til ham og indvilligede i at mødes samme eftermiddag.
Som knægt havde jeg stået med min mor i den ene hånd og Dannebrog i den anden, da den sidste sporvogn passerede Godthåbsvej Station i 1972. Min lillebror havde siddet med sin sut i klapvognen. Nu stod jeg der igen, og alt var ved det gamle, bortset fra at stationen var omdøbt til Grøndal Station, og at det nu var Frank Jensen, der sad i klapvognen. ”Kan du huske, den gang her kørte sporvogne?” spurgte jeg ham. ”Nå nej, du havde vel travlt med at gå til FDF i Nørre Sundby, og der kørte man vel med hestedrosche – eller var det okser, der trak hølæssene med fordrukne svinebaroner ovenpå gennem byen?” Frank svarede ikke, men det var nok også svært, for han sad og tyggede på en enorm rød- og hvidstribet sliksut, han havde vundet i Fiskedammen i Tivoli, hvor han havde insisteret på, at vi skulle mødes, inden jeg trillede en tur med ham. Og ikke nok med det; han sad også og krammede et lille oppusteligt plasticfår. Jeg havde prøvet at forklare ham, at det kunne sende uheldige signaler til vælgerne, men han havde fluks forelsket sig i det, da vi havde set det i vinduet i pornobutikken i Istedgade.
”Ved du, at din forgænger Urban Hansen i 60’erne ville asfaltere Søerne, så bilerne kunne komme hurtigere rundt om bykernen?” Frank nikkede, og der løb lidt sukkersavl ud af højre mundvig. Jeg trak et gammelt mundbind op af lommen, spyttede på det og forsøgte at tørre savlet væk. ”Kan du ikke forklare mig, hvad der er med jer politikere og de der megalomane trafikidéer? Tag nu metroen. Jo, jo, den kan da køre rundt i cirkler dernede i sin blindtarm uden at støde ind i nogen, men hvorfor fik vi ikke bare en letbane ligesom i Aarhus? Så kunne vi have siddet og set ud på byen i stedet for at glo på hver sin telefon nede under jorden, og det havde kun kostet 1/100 af metroen, så vi var sluppet for at sælge halvdelen af Amager til Jens Kramer Mikkelsens venner og være forgældet til op over begge røvbalder de næste 117 år. Men uha nej, en letbane ville forstyrret bilerne. Og den der havnetunneltanke er fra attenhundrederødkål, men nu, hvor privatbilisme er en truet dyreart, skal den partout bygges, så selskabstømmerne fra Rungsted kan køre Teslaen hurtigere ud til lufthavnen eller hvad? Hvis folk er så pissevigtige, at de ikke har tid til at tage futtoget, må de da sejle deres diamantbesatte lystyacht ud til Kastrup Havn, eller også må de sgu tage deres helikopter eller raket, eller hvad fanden ved jeg, og hvis det ikke går hurtigt nok, så må de da se at blive klonet, så de kan være flere steder på en gang eller i det mindste sende au-pair-pigen eller hoppe op på ryggen af hende og ride derud! Så nu spørger jeg igen: hvad fanden går det ud på?” For en sikkerheds skyld proppede jeg bolsjesutten endnu længere ind i Franks mund, inden han nåede at svare. ”Ja, jeg ved, hvad du vil sige,” fortsatte jeg. ”Havnetunnelen skal mindske trafiktrængslen i Indre by, men du ved lige så godt som mig, at nye veje altid skaber endnu mere trafik og trængsel. Det er en universel lov, lige som at bedre internetadgang bare skaber flere teorier om, at coronavirus er opfundet ude i Hakkebakkeskoven, for at Dynelarsen skal sælge flere lokumsrulleskjulere! Kan du ikke se, hvor absurd det er? Manden er jo død! Og gudhjælpemig om ikke jeres tunnel skal finansieres med salg af en kunstig ø ude i Øresund. Som om det ikke var nok med den kunstige ø, du og dine kolleger befinder jer på! Der sidder I så og opfinder kunstige behov, såsom nødvendigheden af 10.000 nye luksuslejligheder til svinebaronernes døtre, når de skal ind og studere på CB-fucking-S!” Jeg kunne se, at Frank blev ked af det, så jeg hev sutten ud af munden på ham, så han kunne forklare sig.
”Jeg havde en gang en kattekilling, der hed Willy,” sagde han og kiggede forsigtigt op på mig. ”Ja, og Hitlers schäferhund hed Blondi”, svarede jeg. ”Hvad vil du sige med det?” ”Jeg havde også en elektrisk ål, der hed Anker, og Anker og Willy var bedste venner, men en dag bed Willy Anker i halen, og så … Anker var vist lidt deprimeret, og måske havde han også en spiseforstyrrelse. Helt sikkert angst i hvert fald. Han var utrolig dårlig til at vise følelser, selv af en elektrisk ål og være, så Willy følte sig nok lidt overset … Han døde på stedet, og Anker døde af sorg en uge efter.”
Jeg fik ondt af Frank. Siden han tabte formandsvalget i Socialdemokratiet til Helle Thorning og fik overborgmesterposten i København som trøstepræmie, havde han måske følt sig lidt udenfor. ”Undskyld, hvis jeg hidsede mig op,” sagde jeg, ”men jeg er i en langvarig midtlivskrise, ja, den har faktisk varet hele livet.”
”Det kender jeg,” svarede Frank. ”Men hør her: I Nordvest har vejene oldgamle navne som Tønderbindervej og Bogtrykkervej. Hvis vi opdaterer dem til fx HR-managervej og Influencervej, kan vi sælge en masse grunde og bygge nogle huse, der er så høje, at vi alle sammen kan bo øverst og have private tagterrasser, hvor vi kan dyrke candy floss! Og hvis du holder op med at råbe ad mig, må du smage min slikkepind.”