Politiken iByen september 2021

Forleden begyndte jeg dagen med røven i vejret. Ikke på grund af en pludselig religiøs raptus eller som led i en eller anden form for seksuel eller arbejdsmæssig underkastelse, næ, jeg havde bare tabt en halv pose kaffe på gulvet. Heldigvis i form af hele bønner, men alligevel, gulvet var ikke just rent, så i stedet for at feje og kværne hele lortet bagefter, lå jeg og samlede bønnerne op en ad gangen og ovenikøbet med nyklippede negle, så det tog lidt tid. Mens jeg lå der med røven mod mokka, kom jeg i tanke om en ordveksling, jeg havde hørt foran Riccos Kaffebar på Istedgade aftenen forinden. En arketypisk Vesterbroer (midaldrende jyde, slank, håret korrekt pjusket, tøjet utjekket på den toptjekkede måde) kom ud af den lille café med to gennemsigtige fryseposer med kaffe, som han tilsyneladende havde købt og fået malet på stedet. ”Hvor meget kaffe skal du lige drikke?” spurgte en af gæsterne på bænken foran caféen. ”Den ene er hjem til, og den anden er til kanoturen,” lød svaret. Sådan. En ægte kaffe-aficionado tager naturligvis ikke på kanotur med et primusapparat og en glas pulverkaffe. (Og I får mig ikke til at sige Nescafé, de skiderikker skal ikke komme her og tvangsekspropriere mit sprog!) Jeg undrer mig bare over, hvorfor ham der Friluftsfrantz får malet kaffen i butikken, når han for sølle 800 kroner kan købe en af de der elendige håndrevne kaffemøller og så også medbringe en bismervægt til at veje vandet, når han skal koge det over de smålandske enebærkviste? Sagen er nemlig den, at folk i min omgangskreds (og her vægrer jeg mig lidt ved at kalde dem ”venner”) er begyndt at lave kaffe på sådan en halvreligiøs måde. For det første skal både bønner og vand vejes på en digitalvægt. Et almindeligt målebæger er slet ikke nøjagtigt nok, og det er jo også almindelig kendt, at vand koger hurtigere, jo højere op man kommer, ja fx koger det allerede ved 70 grader celsius på toppen af Mt. Everest, så når man nu bor på fjerde i Absalonsgade, er det jo også vigtigt med et meget præcist termometer for at sikre, at de 117 gram vand er 80,2 grader, når de med steriliseret pipette dryppes ud over de nymalede kaffebønner, der er placeret i en særlig glastragt, som naturligvis er mundblæst af ukrainske fodmalere. En halv times tid senere står man så med en kop lysebrun lunken væske, der dufter lidt af vand og smager lidt henad … kaffe? Og så har vi slet ikke talt om bønnernes ophav, deres stamtræ, ristningen, den potentielt traumatiske transport til Europa eller den vigtige maleproces, hvor den forkerte mølle kan mase bønnerne i stedet for at snitte dem, så de risikerer at blive varmet en smule op, inden de skal overhældes med knapt så kogende vand.

Jeg vil ikke nødvendigvis have min kaffe som Lucky Luke (I får lige opskriften her: ”Når man skal lave god kaffe, koger man et kilo bønner i en smule vand. Derefter lægger man en hestesko i gryden. Hvis skoen synker til bunds, er kaffen for tynd”.), men jeg kan godt lide, at min kaffe smager lidt af kaffe. Det er nu ikke det tynde hestepis, der undrer mig mest. Det er kontrolmanien. Jeg køber da også helst kaffe, der er sådan lidt økologisk, og hvor der måske ovenikøbet er et mikroskopisk afkast til kaffeslaverne, og hvis den samtidig er på tilbud, ja, så hit med den. Jeg maler også min kaffe på en billig OBH-mølle, for lyden og duften minder mig om min barndoms somre, hvor min mormor altid malede kaffen på den beige mølle fra Braun. Til gengæld sjusser jeg mig frem til resten, og kaffen smager aldrig ens. ”Nå, den blev godt nok stærk i dag,” tænker jeg. Eller det modsatte. Fint nok. Jeg kan godt lide overraskelsen, ja, det er lidt en pakkekaffekalender, hvor man aldrig helt ved, hvad der dukker op. Ja, jeg kan sågar godt lide at få dårlig kaffe af og til, bare for ligesom at blive mindet om, hvor godt kaffe KAN smage.

Det er da fint, at folk laver kaffe, som var det en japansk te-ceremoni (for alt japansk er fint og mystisk og overlegent på en måde, ingen kan forklare). Og det er da smukt at gå op i noget, at gøre sig umage, og så længe, folk brygger svinedyr sovekaffe, har de vel ikke tid og råd til at købe flere iPhones, booke ture ud i rummet med Jeff Bezos, starte atomkrige, eller hvad de nu kan finde på af ulykker, så tak for kaffe, ja selv indtager jeg faktisk aldrig andet væske end kaffe spædet op med lidt øl og vin i ny og næ. ”Jamen, det er jo vanddrivende,” siger folk, men er de egentlig klar over, hvad kaffe består af? Det er propfyldt med vand (bortset fra cowboykaffen), så det gælder sgu da bare om at drikke noget mere, når vandet begynder at drive, ikke?