Politikens Nytårstale 2021

Her er, hvad jeg håber om 2021: Til næste år håber jeg, at der kommer is på søerne, ja, sådan lige med ét sker det, på en nat så kold, at lyden fra rådhusklokkerne går i stå midt mellem andet og tredje slag. Så vil jeg kravle over plankeværket til Zoo, og iført kjole og hvidt vil jeg lede pingvinerne i procession gennem den stivfrosne nattetrafik i en by, der er lammet af gensynet med noget så eksotisk som sne. Pingvinerne vil gå på en lang række og helt artigt med bittesmå skridt sådan flip flop flip flop og skutte sig, for med årene er de bare ligesom ikke rigtig klædt til lejligheden længere, og de vil nok også hellere ligge og sove og vågne til lyden af dyrepasseren med sildespanden, men da vi nærmer os Codan-højhuset, begynder det alligevel af gibbe lidt i dem, måske kan de lugte skallerne og brasenerne under isen på Skt. Jørgens Sø, og der lyder forsigtige pingvinhvin hist og pist, og enkelte af dem forsøger sågar af flyve et par centimeter med de små vingestumper. Endelig er vi ved Søerne og nu skal vi rigtig skøjte, men i det samme bliver det pludseligt lyst og dejligt varmt, og pingvinerne er ligeglade, det er de så vant til, så de lægger sig bare og nyder solen på bredden. Der drukner måske en enkelt turist, der har troet, at søen var en stor tilsneet græsplæne, han bare kunne vade henover,  ja, det tror jeg faktisk, der gør, men jeg har ikke tid til at redde ham, for jeg har travlt med at kramme alle de lyslevende kvinder, der pludselig er ude og lufte livet, og jeg har ellers aldrig været den helt store krammer, men i år er der vacciner til alle her i det her lille rige lands smukke hovedstad, så kom og stik mig i armene, eller hvor fanden det skal være, bare stik mig, så det kan blive forår og sommer og dag og nat i en stor pærevælling, og gamle og unge danser på søerne, arm i arm, ja, pludselig kan vi ikke bare gå på vandet, næ, vi kan sgu danse på det, og de hjemløse flytter ind på Amalienborg, for Magrethe keder sig, og de unge er alligevel hele tiden ude at rende, så kom her, siger hun i nytårstalen, jeg har masser af plads og et helt slot med sur vin ovre i Kongens Have, kom og vær med, og det vælter ind, og pingvinerne skider over det hele, og det er egentlig lidt synd for de bonende gulve, men Magrethe tager det pænt, og jeg fortæller hende, at jeg savner min døde datter, og hun prøver at trøste mig, og jeg siger tak, dronning, du er sød nok, og jeg er ikke engang royalist eller hjemløs eller noget, bare et slags menneske, der drømmer om sommer og andre mennesker, for jeg kan lide jer, røvhuller, og jeg savner jer, og lige med et, så er vi her alle sammen igen, skal vi ikke håbe det? Jeg håber det i hvert fald, og så vil jeg gå i museum og i teateret fra morgen til aften, eller nej, gu’ vil jeg ej, jeg vil bare sidde og glo på jer alle sammen og se cool ud, men inde bag mine solbriller vil jeg boble af stille glæde eller noget i den stil, jeg aner det faktisk ikke, men kom, kom og vær med, det bliver en fest, ja, hele året bliver en fest, og Carlsberg kobler sig på vandforsyningen, så man kan tage brusebad i elefantøl, og det er sjovt den første uges tid, så får jeg nok og flytter på landet, men sikke et forår inden da, ja, jeg får tårer i øjnene af at skrive om det, det er lige før det drypper ned på tastaturet, så nu rejser jeg mig op og skåler på 2021: Må du blive årets bedste år!